Alle nye biler sælges med en nyvognsgaranti, som indeholder en række krav, som bilimportøren skal overholde, og disse krav blev oprindeligt udfærdiget som en aftale mellem Forbrugerombudsmanden og organisationen “De Danske Bilimportører”, således forbrugerne er godt beskyttede med omfattende garantier fra bilimportørerne.
Indhold i nyvognsgarantien
Der er naturligvis tale om mindstekrav, da importøren gerne må overholde yderlige krav end disse specificerede i aftalen. Et vigtigt punkt er, at bilimportøren ikke kan kræve, at bilen skal serviceres af importørens egne mærkeværksteder for at opretholde garantien. Man skal dog anvende det autoriserede værksted, når der er tale om garantireparationer på bilen. Man bør hver gang sikre sig, at autoværkstedet stempler bilens servicebog, så man kan dokumentere alle slags service og eftersyn på bilen. Bilimportøren kan ved reklamation kræve dokumentation for, at de anbefalede services er overholdt, da importøren i modsat fald ikke er forpligtet til at dække en fejl under garantien, hvis han kan godtgøre, fejlen er opstået eller forværret på grund af manglende vedligeholdelse i forhold til kravene i bilens servicebog. Hvis din bil været udsat for en trafikskade, så skal du kunne oplyse om skadens omfang, datoen for reparation og navnet på det autoværksted, der har udført arbejdet på din bil. Man bør derfor altid få en udspecificeret faktura, taksatorrapport o.l., og man bør være varsom med at anvende uoriginale dele, idet bilimportøren ikke er forpligtet til at dække en fejl under garantien, hvis han kan godtgøre, den er opstået eller forværret på grund af brug af uoriginale reservedele, der ikke efterlever de samme kvaliteter som de originale reservedele.
Rustgaranti på nye biler
Brugte biler sælges normalt ikke med nogen omfattende garanti, og rustgaranti leveres også normalt kun på nye biler. Bilsælgeren kan forlange, at køberen regelmæssigt giver bilen et kontroleftersyn hos en autoriseret reparatør i forbindelse med en gennemtæringsgaranti, men til gengæld skal dette eftersyn foretages uden beregning. Såfremt bilens undervogn eller karosseri ikke er tilstrækkeligt rengjort, så kan sælgeren kræve, at bilen skal rengøres for kundens regning, og i værste fald kan der også kræves, at kunden for egen regning udbedrer skader opdaget ved de anbefalede kontroleftersyn i rimeligt omfang, der hører ind under almindelig vedligeholdelse. Købere af nye biler bør desuden være opmærksom på, at rustgarantier normalt kun forsikrer mod gennemtæring og kun mod indefra kommende rustangreb, idet de fleste rustangreb netop kommer udefra, hvilket man kan beskytte sig mod med en undervognsbehandling.